DANAFRIKA KULTURKLUBS REJSE TIL GUINEA 2008

Danafrika Kulturklub arrangerer rejse til Guinea i 2 uger med ca. rejsedatoer: fra den 19. februar – den 5. marts 2008.

Vi prøver at finde de billigste flybilletter, men flyprisen er ca. 7.000 – 8.500 kr. Opholdet vil koste 6.000 kr. for kost, logi og lokaltransport. Derudover er der udgifter til visum, vaccinationer og forsikring.

Vi skal bo hos lokale familier i Conakry og i de byer vi kommer til. Vi skal lidt rundt i landet og møde forskellige folk, se det smukke landskab, besøge projekter, hvor der bliver syet og farvet tøj, besøge frugtplantage som rejseholdet i 2006 var med til at starte beplantningen af og hvor vi kan hjælpe med at plante nye træer og smage noget af den friske frugt og de friske grøntsager.

Vi skal gå på markeder, hvor vi skal opleve den intense stemning, når alle kvinderne skal købe ind til dagens måltid, nyrøgede fisk, friske fisk, friske frugter og grøntsager, olie og peanutbutter, der bliver vejet af og solgt i plastikposer. Der bliver kun købt ind til en dag af gangen, for det er varmt og – man ved ikke præcis hvad der sker i morgen – og så hele den sociale side af indkøbsturen, der skal også snakkes og udveksles nyheder. Her er der ingen, der ønsker: ’det tager kun 5 minutter at handle’. Som de siger: I Afrika har vi tiden, i Europa har I uret.

Vi skal sejle i træbåd til øen Casa, hvor vi besøger øsamfundet og bader i det dejlige hav. Vi besøger Boffa, ca. 100 km fra Conakry og den lille landsby Yellayer med ca. 100 indbyggere (ca.10 km fra Boffa).

Vi skal også besøge området omkring Labé (ca. 300 km fra Conakry), hvor Peulle-folket bor. Vi besøger nogle af deres projekter, hvor de har organiseret produktfremstilling og salg kollektivt. På vejen til Labé stopper vi Kindia og besøger et meget smukt område med vandfald.

Den lokale transport forgår i en minibus, som vi lejer i den tid vi opholder os dernede.

Vi rejser udenfor almindelige turistområder, og der vil sandsynligvis forekomme mindre ændringer i programmet. Da vi rejser i en lille gruppe, vil der også være mulighed for at komme med individuelle ønsker til det endelige program.

Vi vil afholde nogle forberedende møder før rejsen. Kontakt os hvis du er interesseret i at høre mere.